Kystkulturmiljøer i Fyns Amt
Beskrivelse af registreret objekt

Kultur­miljø 113-000-000 Lohals
Kategori Havneby (uden købstadsrettigheder)
Vurdering stor interesse
Sted Lohals
Kommune Tranekær
Museum Langelands Museum
Kulturmiljøets helheder:
Beskrivelse Den gamle havn rummer i dag et nedlagt færgeleje og et fiskeri i tilbagegang samt en asfalteret P-plads med pølsebar i stil med lignende dannelser på den jyske vestkyst. Nord for havnen ligger det tidligere industriområde hvor der var savværk og et bådebyggeri samt fiskereskurer og et par beboelser for fiskere og søfolk. Flertallet af disse boede dog oppe i byen.
Historie Lohals er en udpræget havneby. Havnen Lohals er anlagt 1861-62 af et aktieselskab og før 1899 (Trap) udvidet. Trap 99 nævner endenvidere følgende der var i byen: Kro, badehotel, købmandsforretninger, savskæreri, ølbryggeri, havnefogedbolig, strandkontrollørbolig, anløb af dampskibe, telefon, telegraf og posteksp. I årene fra 1880 - 1950 blomstrede småskibsfarten i Lohals og stedet formåede at overleve krisen i 20-erne. Lohalserne forsynede deres sejlskibe med motorer og sejlede videre i inderigs- og Østersøfart. Først da lastbilerne blev mange og vejnettet udbyggedes gav de op. De sidste Lohalsskibe sejlede i 1960-erne. Lohals havde egen søassurance. Færgeriet til Sjælland går langt tilbage i historien - men fra 1851- altså før havnen var der dampskibsforbindelse. Fra1869 anløb en damper havnen og ruten blev overtaget af S.F.D.S., som drev den indtil 1991 - hvorefter andre overtog besejlingen, som ophørte i 1998, da Storebæltsbroen havde taget passagerer og biler. Lohals havde også færge til Lundeborg, Fyn. Også fiskeriet stod stærkt i Lohals. Med egen fiskeriforening og godt fiskeri i Bæltet. Havnebyen bærer stadig præg af søfart, fiskeri og færgeri - men efter 1970 er det erhvervsmæssigt gået stærkt tilbage og stedet affolkes.
Bevaring Af ovennævnte ting fandtes kun havnefogedboligen, savværket, bådebyggeriet, kro (nu hotel) og badehotellet.
Relikt­vurdering Fra havnen og nordpå er hele området et stort relikt af en ca. 140 år gammel bydannelse med forskellige maritime aktiviteter som vigtigste eksistensgrundlag.
Trusler Byen er under afvikling i sin gamle form; for megen turisme